Vores mors historie:

   Jeg flyttede til Bornholm sammen med min mor og far i 1941, da jeg var 11 år. I 1942 begyndte jeg på Statsskolen i Rønne, men det passede mig ikke særlig godt. Jeg kom fra Den Franske Skole på Frederiksberg, som var en pigeskole, hvor alt blev kontrolleret. Lektierne blev læst, og der blev lagt stor vægt på renlighed og god opførsel. På Statsskolen gik der også drenge, og de drillede.

  Jeg ville ikke være på Statsskolen, og det passede egentlig mine forældre godt, fordi de havde en dårlig økonomi. Dengang skulle man selv betale for både bøger og bus. Jeg tror, at forældre, der dengang kun havde ét barn, måske kunne have sværere ved at acceptere, at barnet er en del af familien – og at det både kan koste penge, tid og plads.

  Men flere af pigerne på skolen var meget søde. Der var Anne Margrethe Frigård fra Brogård og Tove Jensen fra Lille Lærkegård i Olsker. Især Tove holdt jeg kontakten med i mange år. Efter at hun blev gift og flyttede til Sjælland, kom hun og hendes mand hvert år på besøg hos os på Pæregaard. Desværre døde Tove alt for tidligt af leddegigt.

   På Lærkegård var der også en anden datter, som var lidt yngre end Tove. Hun hed Gerda og bor i dag på Poul Ankers Vej i Muleby. Der var desuden to ældre drenge, som jeg ikke kendte, fordi de allerede var flyttet hjemmefra, da jeg kom på Lærkegård.

   Den yngste af drengene, Carl Anker, lærte jeg først at kende senere, da han overtog Lærkegård efter sine forældre. Da Knud fra Pæregaard og jeg blev gift i 1952, blev vi således naboer.

   I årene, inden jeg blev gift med Knud, kom jeg ofte på Lærkegård, og det var altid med overnatning, for på strækningen mellem Allinge og Olsker gik der ingen busser dengang. Man kunne også risikere at møde tyske soldater på vejene, og dem var vi lidt bange for.

   Det var altid spændende at besøge Lærkegård, for der var fred og ro. Deres mor var en sød og glad dame, som altid havde tid til os børn. Maden var altid god, med masser af kartofler og grøntsager fra den store have, og kødet kom fra de grise, køer og høns, som de selv havde i staldene. Deres far var en venlig og stilfærdig mand, som altid sad og læste, når han ikke arbejdede.

   Jeg kom i lære som maler på Michael Andersens Keramikfabrik i Rønne. Jeg tog læretiden på fire gode og hyggelige år sammen med friske, herlige kunstnere og kolleger. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det nok ikke var dér, min fremtid lå, for kunstner var jeg ikke.

   Det var også dér, jeg lærte Kirsten Nielsen at kende. Mange år senere, efter at vi begge er blevet enker, tager vi af og til en kop kaffe og en snak sammen. Det er blot trist, at Kirsten er blevet meget lidt mobil, efter at hun har haft en blodprop i hjernen.

   I 1946, 1947 og 1948 var fornøjelserne på Nordbornholm ikke mange. Vi var gerne tre, fire eller fem piger sammen. Om sommeren gik vi på stranden, cyklede ture, og én gang om ugen, ofte om lørdagen, gik vi til bal i Palmehaven.

   Det var anderledes end i dag. Vi satte os pyntede og pæne ved et bord i balsalen og bestilte en citronvand. Den skulle holde hele aftenen, mens vi i korrekt dansetempo dansede rundt med mere eller mindre interessante fyre til Rytsels Orkester.

   Om vinteren var der i de år meget sne, og vejene blev ikke ryddet som i dag. Men folk havde heller ikke det samme transportbehov dengang. Hvis man havde brug for at komme et eller andet sted hen, måtte man selv vurdere, om man ville gå, stå på ski eller, hvis man var heldig, køre i kane.

   Vi piger gik ofte ture sammen, eller vi besøgte hinanden, hvor vi broderede eller strikkede og snakkede.

   Alt det kunne selvfølgelig også blive kedeligt i længden, så på et tidspunkt fandt Tove og Gerda fra Lille Lærkegård på, at vi skulle gå til dans hos danseinstruktør Kløker. Men hvem skulle vi gå til dans med? Pigerne fra Lærkegård kendte lidt til tre landmænd: Knud fra Pæregaard, Richard fra St. Hallegård og Carl Johan fra Vævergård.

   Tove fik dem alle tre overtalt. Knud, som snakkede mest, Richard, som dansede bedst, og Carl Johan, som bare var meget flink. Vi dansede sammen i to år. Vi var dog ikke de mest populære på holdet, for vi var for glade og for unge, og vi tog det hele som en spøg. I 1948 var der lidt »Matador« over en lille by som Allinge. Var man gift med en sparekassebestyrer eller en bogtrykker, gik man ikke til dans uden videre. Vores danseinstruktør Kløker følte sig dog ikke generet af os.

   Mine bedste år har jeg haft, efter at jeg lærte Knud at kende i 1948.

   På Pæregaard, hvor der i øvrigt havde været installeret telefon siden 1917, havde Knuds mor ingen planer om, at jeg skulle blive hendes svigerdatter. Hun havde gjort det klart for mig, at hendes svigerdatter skulle være en god, solid pige fra Kirkebogård, som havde forstand på landhusholdning. Det passede mig fint, for min drøm var at komme på laboratorium i København og gøre min uddannelse som tandtekniker færdig.

   Desværre sagde min mor, at der ikke var råd til det. Min fars byggeforretning gav så lille et overskud, at de var nødt til at låne penge i banken, og hun var derfor nødt til at begynde at arbejde på kommunekontoret. Jeg tror heller ikke, hun ville have, at jeg skulle rejse fra Bornholm – så jeg blev hos tandlæge Bruun endnu et år.

   Men den 3. maj 1952 blev jeg, trods Knuds mors mening, i stort skrud kørt til Sankt Ols Kirke for at blive gift med Knud. Jeg kom op til kirken i en landauer sammen med min far, og Knud kom alene i en gammel, mørkebrun Ford med ægte sidevinduer. Knud var i sit pæne tøj; et sort jakkesæt med stribet skjorte købt hos Carlsen i Allinge.

   Der blev festet på Pæregaard sammen med hele den store familie og alle naboerne, og der blev serveret masser af mad, en lille smule vin og mange sodavand. Jeg blev budt velkommen til Pæregaard.

   Samme dag flyttede jeg ind på Pæregaard, en smuk, hvid gård med sort bindingsværk. Fra den første dag var jeg meget glad for at være der. Man kunne se himlen, havet og skovene, og Knud var et rart menneske. Som tiden gik, lærte jeg, at landbrug, sådan som vi drev Pæregaard, var en livsform med frihed og et interessant arbejde. Det var ikke altid uden bekymringer, men det var altid spændende.

   Husholdningen var straks vanskeligere for en pige på 22 år, der knap kunne skrælle en kartoffel og slet ikke lave sovs. Men Knud havde seks søstre, som var gode læremestre. De lærte mig alt, bl.a. at slagte, bage og sylte, og det var sjovt at være med til, ikke mindst når folkene på gården syntes, at det var lækkerier, vi havde frembragt.

   Men pludselig, til min store overraskelse, var jeg gravid, og påskedag den 5. april 1953 klokken 12.10 blev Birgitte født på sygehuset i Allinge. For Knud var overraskelsen stor, for han anede ikke, at jeg også var kommet derned. Han var nemlig et par dage forinden kommet galt af sted med en hest oppe ved smeden i Olsker. Nogle drenge havde forskrækket den, så den blev vild og sparkede Knud, som måtte en tur på sygehuset med hjernerystelse.

   I samme øjeblik, Birgitte så lyset, tog lægen hende med ind og lagde hende på Knuds seng. Et par dage efter fulgtes vi alle tre hjem til Pæregaard, hvor kurvevognen med sløjfer og flæser stod parat.

Inger Lise.